Bare én fucking eftermiddag.

19 april 2026.

I dag græder jeg.

Jeg er ked af min far skal være alene resten af livet.

Han fortjener det ikke.

At blive gammel handler om at dele stille stunder med en.

En man har levet livet larmende med.

Men nu er der stille.

Og så sidder man bare stille og nyder stilheden sammen.

For pludselig er al larmen væk og stilheden tilbage.

Men man flyder i den.

Altså stilheden.

Man flyder bare - og tillader stilheden at blive larmende.

Nu oplever man roen med hinanden. I at være to.

Det er ikke meningen man skal leve i stilheden alene, hvis man har gennemlevet larmen sammen.

Så jeg græder fordi jeg synes det er synd for far, at stilheden ikke er noget han kan lade sig flyde igennem, men at dén nu også er larmende.

Jeg har også ondt i mit eget lille hjerte i dag.

Jeg græder fordi jeg savner min mor.

Jeg vil opgive alt jeg har og alt jeg er, for bare at se hende en eftermiddag.

Bare én fucking eftermiddag, hvor jeg lige kunne se hende og vi kunne tale lidt.

Sorg er så latent.

Det ligger bare.

Og ulmer.

Det forsvinder ikke.

Selv på dage, hvor man tror man er kommet langt.

Så ligger det bare liiiiige der på lur.

Men du må ikke tage den.

Altså min sorg.

For den er min.

Og jeg har øm omsorg for min sorg.

Fordi den mange dage har føltes - og stadig føles - som om den er hele mig.

Og i dag, ville jeg opgive alt for en eftermiddag - bare med hende.