Den om den sociale udmattelse og pulsen

10.09.23

Den om pulsen:

Jeg var fuldtids sygemeldt 14 dage efter mor gik bort.

Kom retur på arbejde med 40 timers arbejdsuge. Knækkede halsen og måtte efter en måned deltidssygemeldes.

...

Jeg har prioriteret at nå mine træninger og derfor var det - i et langt stykke tid - nødvendigt, at gå tidligere hjem fra job, for at kunne nå at sove, inden jeg skulle til træning.

Det er først her i sommeren jeg har været i stand til at tage direkte fra job til træning uden at skulle sove mellem.

Man taler ofte om udmattelse efter en træning, fordi fysisk træning er hårdt.

Men man taler mindre om, udmattelsen psysisk, efter et stort skifte i ens liv.

Ens hovede er konstant på arbejde, når man forsøger at navigere i ens liv, efter ens mor er væk.

Konstant.

Endda når man sover.

Jeg har altid været et meget socialt menneske, altid til fester i mine 20'er, altid hende der var frisk på shots, aldrig gik hjem fra byen, var kærester med bartenderen og jeg aldrig gik sjældent glip af noget.

Min grund identitet har altid føltes; glad, positiv, energisk med en smittende god energi til mine medmennesker.

Det er altid noget jeg synes, at have mestret uanset, hvilke udfordringer jeg har mødt på min vej. Jeg kan altid se lyst på tingene og få det bedste ud af alting.

Nu er det som om min grund identitet er ændret.

Mine grundfølelser er; Tom. Energiforladt. Trist.

Jeg føler mig slet ikke - sådan i grundcoren - som mig selv mere.

Jeg ved godt, at det kan være et spørgsmål om tid.

Men jeg forstår ikke, at der nu er gået 11 måneder og jeg stadig føler en helt anden grund identitet, end hende jeg var før.

Jeg genkender ikke mig selv længere. Jeg kan ikke finde hende.

Nogen steder.

Jeg døjer stadig med social angst, som jeg VIRKELIG arbejdede med i starten af alt det her.

Jeg kunne slet ikke få min puls op uden at tro det var angst.

Angst for hvad der ville ske - angst for ikke at vide, hvad det hele ville ende med og hvordan min krop ville reagere.

Jeg var allerede tilbage til boksning 14 dage efter mor gik bort.

Jeg vidste godt, at det ville blive en udfordring, fordi jeg havde fundet ud af, at jeg ikke kunne li' at få min puls op, (for sidste gang min puls kørte i så højt tempo var de 22 timer på sygehuset, med mors bortgang som exit).

Jeg gik i fitness og var bange for at få min puls op. De første mange gange tilbage på løbebåndet, når min puls kom op, så græd jeg mens jeg løb, fordi jeg forsøgte at fortælle min krop;

''der sker ikke noget ved vi løber en tur. Alt er godt. Vi har løbet mange gange før''.

Min krop reagerede ved at græde som en slags forløsning og frustration, I guess?

Jeg lærte at sætte mine forventninger ned inden jeg gik i fitness;

''nu går vi derned og går 10 min på løbebåndet, så du kan se der ikke sker noget'',

Tog mig selv i hånden og step by step lærte min krop, at få pulsen op ikke behøver være det samme som at miste sin mor pludseligt.

Den om det sociale:

Nu kan jeg konkludere, at jeg ikke bryder mig om store forsamlinger længere, fordi det minder mig om, hvem jeg ikke længere er...

Send mig til Tinderbox med 40.000 mennesker - her drukner jeg i en kæmpe menneskemængde og ingen opdager når jeg græder.

Send mig til en havefest med 30 mennesker - jeg er stille som en mus - graver ind i mig selv og griner når de andre griner. Tilpasser mig.

Send mig til en lille intim middag med 2-3 mennesker, som jeg kender virkelig godt - her kan jeg græde og være mig selv.

Send mig til en lille komsammen med 5-6 mennesker jeg ikke rigtig kender - så vil jeg ikke afsted. For tænk hvis de opdagede at jeg er ødelagt indeni.

Det hele er så svært at forklare og jeg vil egentlig gerne dele ud af mine tanker, fordi det giver mig bedre forståelse for mig selv, at skrive det ned.

Jeg føler sommetider, at jeg gennemgår det hele meget alene, fordi jeg bor alene og ikke har en kæreste at dele hverdagstankerne med.

Det giver mig luft når jeg deler ud og siger det højt.

Lidt ligesom at gå til psykolog, som jeg stadig samarbejder med.