Den om mors kærlighed

26.08.23

Den anden morgen vågnede jeg og følte mig sådan inderligt forladt.

Helt ondt i hjertet-forladt.

En ny følelse jeg ikke har været bekendt med de sidste ti måneder.

Måske fordi jeg ikke trives for tiden.

Jeg synes ikke rigtig jeg slår til, de steder jeg gerne vil slå til.

Jeg føler mig ikke som mig selv og alting føles lidt ligegyldigt. Igen.

Jeg synes ikke noget har været normalt de sidste ti måneder.

Men jeg vågnede den anden morgen og følte mig fuldkommen forladt, fordi mor ikke er her, selvom det er 14 år siden jeg flyttede hjemmefra.

Hun skal tage sig af mig.

En mors kærlighed er bare så særlig.

Alt ens mor gør rummer bare så meget kærlighed.

Jeg har haft ret meget hjertesorg da jeg var yngre. Og mor sagde altid de forkerte ting (når man som ung gennemgår hjertesorg, så er alt ens mor siger, forkert), men hun skrev SMS'er - hvornår jeg kom hjem og spiste, hun købte M&M's, snacks og alle de rigtige ting, som hun vidste jeg elskede.

Og selvom jeg ikke boede hjemme, så vidste hun altid, hvornår hun skulle checke ind med en ''Kommer du snart hjem til din mor og spiser 😍''-besked.

Mors kærlighed er bare så fuldstændig enestående.

Når folk mister så siger de ofte efterfølgende; ''fortæl dem du elsker, at du elsker dem, mens du har chancen''.

Min familie og jeg kommer ikke fra det verbale kærlighedssprog, men vi viser, at vi værdsætter hinanden på andre måder.

Så hvis du heller ikke er et jeg-elsker-dig-typen, så svar på din mors sms, gør hende en tjeneste, gør noget andet og værdsæt hende, som hun altid har vist dig hendes kærlighed.

Jeg husker min bedstefar sagde i min konfirmationstale;

''Størst af alt er kærligheden'', og det er den.

Den er så stor, at man ikke kan måle den med noget andet man opnår i livet, uanset hvor hårdt du knokler i dit erhverv, eller på andre måder forsøger at opnå succes, så bliver livet ikke større end den kærlighed du er udsprunget fra, den kærlighed du videregiver eller kærlighed du selv skaber.

Størst af alt ér kærligheden.

Men hvorfor værdsætter man det først når alting omkring ramler rundt om en?

Hvorfor er det først når tingene bliver sat i perspektiv, at man stiller spørgsmålstegn ved de ting man gør og det menneske man er?

Hvordan kan kærlighed være så overvældende stor, at den kan føles for stor at rumme?

Og hvorfor føles det som om den så let forsvinder, bare fordi hendes krop blev sendt afsted?

En del af hende bor jo i mig.

Men hvad jeg ikke ville gi' for at have hende med mig.

Lige i lommen på en SMS.

Til en hyggelig familie-søndag, hjemme hos min bror.

I køkkenet til jul.

.. for slet ikke at nævne begivenheder i fremtiden, hvor jeg kommer til at mangle hende.

Jeg begynder at ha' rigtig ondt i sjælen igen.

Hulrummet er på vej tilbage og det føles som om jeg er trådt 10 skridt bagud.

I går på TikTok dukkede et klip op af filmen Stuart Little.

Den kunne mor godt li'.

Hun gav mig engang et bogmærke med Stuart Little.

Jeg ser hende hele tiden for mig.

Jeg tænker på hende hver dag.

Og nogle dage væltet bagud af alt hun lærte mig og gav videre til mig og andre dag - som i dag - så synes jeg bare det er uretfærdigt, at hun ikke ikke er hos os.

I fysisk forstand.

For jeg ved godt hun sidder ved siden af mig når jeg har brug for det.

Men det er ikke altid nok for mig.