Et skriv om jul
- 27. okt. 2025
- 2 min læsning
Det er anden jul uden mor.
Men det føles som den første.
For jeg husker ikke meget fra sidste år.
Jeg troede egentlig, at jeg sidste år var landet meget godt i julen.
Men jeg husker den ikke rigtig.
Andet end vi fejrede den med min mors side af familien, hvilket vi ikke plejer.
Men det var som om, at det kun gav mening at samles denne dag, fordi chokket og sorgen var så altoverskyggende.
Sorg er god at dele.
Men det gør den ikke mindre.
I år er det så anden jul. Uden mor.
Mange tror, at hjulene ligesom bare ruller videre i familiedynamikken.
Men sandheden er at der er grus i maskineriet, så snart man tager en mor ud af ligningen.
Også i julen. Faktisk ísær i julen.
En mor er limen i en familie.
Hende der trækker flokken til sig.
Fodrer dem.
Yder omsorg.
Og det er ikke fordi en far ikke har det samme.
Men der er noget ganske særligt over ens mors omsorg og -nærmest- talent for at kunne kalde flokken til sig.
Julen er, igen i år, tom.
Og jeg trives ikke i den.
Fordi den handler om at være sammen med dem du elsker - dem du har kær.
Det har jeg altid vidst, men det er så sandt som det er sagt at, man ikke helt ved hvad man har før det er væk.
Ikke bare væk blandt reklamerne - men hélt væk.
Rundt om mit hul i hjertet spirer der grønt.
En spire for min crossfit,
En spire for min familie,
En spire for mit hjem,
En spire for mit fyldte køleskab,
En spire for min frihed,
... der er mange spirer.
Og de trives og gror.
Men mit hul i hjertet heler ikke.
Kærestesorger heler, fordi hullet i hjertet bliver udfyldt af en ny kæreste.
Men jeg får ikke en ny mor.
Og jeg vil ikke ha' en ny mor.
Jeg begynder at forstå og accepterer at det hul er et h u l.
Men det er ikke et dumt hul.
Et kærligheds-hul der kom af kærlighed.
Sorg kommer af kærlighed.
Og kærlighed kommer af mor.