Hjemve.

17.03.24

Der bor en hjemve indeni mig efter mor gik bort.

Jeg ved, at du måske tænker "ej, Louise, kan alting handle om, at du mistede din mor?".

Ja. Det kan det godt.

Jeg har været 1 1/2 døgn væk fra Odense.

Jeg har nemlig været i Sverige med en veninde på spa.

Et meget lækkert spa ophold, med 3-retters middag og hele pivtøjet.

Der manglede faktisk ingenting.

Indtil vi gik en tur ved havet.

For Hotel Tylosand lå lige ud til havet.

Ved det smukke, smukke Kattegat.

Men det lignede Vesterhavet.

Og det gav mig hjemve.

Ikke hjemve, sådan; "jeg vil hjem til Odense", men en hjemve af at jeg savnede Vesterhavet og min mor.

Jeg måtte holde tårerne tilbage på vejen hjem i bilen. For alting kan ikke handle om mor når jeg er sammen med veninderne..... eller jo.

Det kan det godt.

Men det behøver alle omkring mig ikke vide.

Vesterhavet er bare...minder.

Ikke "bare".

Slet "bare".

Vesterhavet ér minder.

Minder om en barndom og en ungdom, hvor vi altid var på ferie ved Vesterhavet som en familie.

Hvor vi hele tiden blev mindet om hestehuller man kunne drukne i, hvor vi legede i klitterne og løb os selv trætte.

En tid med mor.

"Ejjj, jeg kunne BO heroppe!"

"Jeg vil aldrig hjem herfra"

"Aaaameeeen, er her ikke skønt?!" (selvom vi har set de samme steder de sidste 33år)

"Du kan bare køre Mogens. Jeg sidder godt, så kan du bare køre så langt nordpå som muligt. Jeg er klar".

Hun elskede det Vesterhav.

Det var vinden og blæsten, det var havgusen og skallerne.

Det var det høje vilde græs og de kunsteriske klitter.

Det var menneskerne.

Det var skaldyrssalaten vi hentede ved fiskehandleren i Skagen.

Det var sten med huller i.

Det var sandet.

Det fine, fine sand, som altså bare er anderledes fint ved Vesterhavet end det er andre steder.

Det var Britta, købmandsdamen der holder regnskab i en håndskrevet bog ved Tornby Strand.

Det var luften.

Hun trak bare vejret anderledes deroppe.

Den var ren og frisk.

Og fyldte hendes rene, fine, gode hjerte med glimmer og frisk luft i lungerne.

Dét var mor.

Det ér mor.

Nu flyver hun ved Tornby Strand, i den friske havluft og forhåbentlig bliver minderne ved Vesterhavet noget jeg mindes med en smil på læben engang.

Slut?

Flere minder om mor.

Mor, mor, mor.

Jeg savner hende helt vildt i dag som jeg sidder her på Køge N station - på vej hjem fra Sverige og skriver det her.

Mor havde spurgt mig 1000 gange, "hvad fik I at spise 😍", og sendt spørgsmål om alting.

Hun kunne endda ha' fundet på, at be mig om at slæbe en muslingeskal eller ti med hjem. Hun var altid enormt engagereret når jeg var på tur.

Især om hvad vi fik af spise.

De små ting der pissede mig af førhen....det er nok de små ting og detaljer jeg savner mest.