Jeg har ikke været ærlig overfor jer.

11.11.25

Jeg har ikke været ærlig over for jer.

Og heller ikke over for mig selv.


Jeg har – på det sidste herinde – talt om, hvordan jeg er ved at grave mig op af et hul.
Og hvordan jeg ville helt derind, hvor sorgen ulmer og bor. 


Førhen har jeg ville så langt ned i hullet som muligt, for så vidste jeg ligesom, at jeg ikke kunne komme længere ned.

Sandheden er, at der er én ting, jeg har undgået – udskudt og fortrængt.


Jeg har ikke set billeder af min mor i de her tre år, siden hun gik i forvejen.
Jeg har ikke aktivt set billeder af hende.
Jeg har – enkelte gange – fået præsenteret billeder af hende af andre.

Men noget af det sidste, jeg føler, at jeg aktivt skal igennem for at komme op af hullet er at se billeder af hende.


Af os.
Af os som familie.

Vi er stadig en familie.
Men mor fylder for lidt.
Hvor hun før – sommetider – fyldte for meget og ikke helt kunne give slip,
så er hun her for lidt nu.

Alting i sorg er en proces, og jeg undres over, at andre ser billeder af deres kære, de har mistet, kort efter tabet.


Men sorg er individuel.


Og min sorg er min egen.

Nu har jeg lige – aktivt – set en lille, kort film, som blandt andet indeholdt mor.
Og det var faktisk helt okay.
Også selvom jeg græd.

Jeg håber – og tror – at jeg i mit nye år vil græde mere af glæde og lykke end af sorg og savn.


Det synes jeg, at jeg fortjener.

Og det synes jeg virkelig, at hende på billedet fortjener for indeni mig bor hende den lille pige på billedet der mistede hendes mor alt for tidligt.

Men der bor også en ung kvinde, som mangler at leve resten af livet.

For livet - for kærligheden - for nutiden - for dem der var og for alle dem der kommer 🥂 skål.