Kære mig - ja, mig.

30.10.25

Det er længe siden, jeg har skrevet.

Sådan rigtigt skrevet.

I den her del af min dagbog.

Jeg har skrevet en del på mit badeværelsesspejl – en del i mine noter og en anden stor del på post-its på min opslagstavle.

Men efter jeg ''frigjorde'' den her dagbog om sorg, har jeg mærket luft.

Som en lille (læs; mother fucking stor) sort sky fra mit indre – som om jeg slap et årti af indestængt vejrtrækning.

Ikke frisk, kold vinterluft ind ad vinduet –men en lettelse fra mit lille helende hjerte.

Det banker stadig.

Der er stadig liv.

Og jeg står stadig.

Jeg vidste godt, at skrivning gav mig luft.

Men jeg anede ikke – eller har ikke kunnet mærke det – sådan her før.

Hvor jeg virkelig blotter mig.

Krænger min sjæl ud.

Hudløst.

Ærligt.

Råt.

Og til fordømmelse fra andre mennesker.

Selvom I ikke er mange, der læser med –så skræmmer det mig helt sindssygt, hvad I mon tænker om mig.

Men.

Følelser gør os til mennesker, og jeg lærer, at sårbarhed er min styrke.

Der bor en kraft i mig, når jeg deler mine sårbarheder.

Jeg er ikke bare et knust hjerte.

Jeg er en kriger.

En kriger, der begynder at lande i, at krigen er ovre.

At det her er mit liv.

Et liv med en mor der bor til himmels.

Et liv der er nødt til at fortsætte.

Min sårbarheder og mine ekstremt følsomme facetter - de ér mig.

De ér mig.

Blandt andet.

Men en stor del af mig er de to.

De to sider af mig gør mig stærk –at de får mig til at føle mig som en badass.

I så mange år har jeg set dem som mine største svagheder.

Men nu står jeg bare i dem.

''Bare''.

Som det mest naturlige.

Med lethed.

Og endda lidt stolthed.

Sejt, Louise.

Fordi – ja, fordi det var den eneste måde, jeg kunne komme op af det hul, der var blevet gravet omkring mig –som havde opslugt mig, da mor gik i forvejen.

I et tidligere indlæg har jeg skrevet, at jeg ville have sorgen til at sluge mig.

At jeg ville ned i mørket.

Jeg ville så langt ind i sorgen, at den opslugte mig, og at det blev det eneste, jeg var.

Og det gjorde den.

Og selvom jeg så alle andre håndtere sorgen på en anden måde, så var der noget i mig, der sagde, at den eneste måde, jeg nogensinde ville få luft på igen, var at lade den opsluge mig.

At lade mørket buldre ind over mig.

Jeg vidste ikke hvorfor, det føltes rigtigt –men jeg har de sidste mange år lært at stole på min mavefornemmelse og min intuition.

Og selvom jeg var blank i følelser et år – eller to –så var det en følelse, jeg kunne mærke: at være blank.

At være komplet følelsesløs.

Ikke at mærke glæde, ikke at mærke sult –ikke at mærke andet end mørke, sorg og vrede.

Det står man stærkere af på den anden side.

Hvor sindssygt det end lyder.

Der er langt til den anden side.

Og jeg tør ej heller jinxe det – men jeg tror, at jeg står her.

Jeg fornemmer en power.

En vilje.

Et skifte for tiden.

Det har jeg gjort i denne uge.

Som om jeg skal rette ryggen –stille mig i powerpose –ikke for at fake, at jeg står stærkt, men fordi jeg faktisk føler jeg gør det?

Gør jeg?

Står jeg nu?

Er det her, jeg fornemmer, det vender? Måske?

Nuvel – jeg talte med en veninde om jul i dag, og så græd jeg.

For jul er bare ikke det samme uden en mor. I hvert fald ikke min.

Livet bli’r, som livet er – medmindre man gør noget.

Nogle ting kan vi forme, og andre må vi lade ske.

Livet er livet.

Og det her liv - det er mit.