Lys i mørket, glimmer på kernen

3. november 2025

Jeg er dybt afhængig af endorfiner.

Helst fra morgenen.

Sådan en løbetur kl. 06 en mørk mandag morgen – den får altså sparket gang i ugen. Men jeg er også blevet virkelig glad for saunagus. Det presser mig mentalt på en helt anden måde.

Måden, hvorpå man bare sidder med lukkede øjne og lader kroppen svede fuldstændig igennem, mens tankerne flyver – tusind på én gang, og alligevel ingen.

De skifter mellem:

“Jeg har dig.” - “Alt er godt.”

til

“Hold kæft en brandvarm lussing, jeg fik dér!”

og

“Jeg har aldrig været SÅ TØRSTIG I MIT LIV” (og ja, man råber det lidt indeni).

Jeg kan godt li’ at blive presset. Det tvinger mig til at stå stærkere i mig selv – til at finde ind til min kerne.

Og jeg vil så gerne ind til den kerne.

Den lille kerne, der engang var helt plastret til af mørke og sorg, men som jeg stille og roligt har nedbrudt og nu er ved at genopbygge.

Jeg møder mit allerinderste, når jeg er lige dér.

I gusen.

Jeg graver.

Jeg graver virkelig dybt. Jeg graver helt ind, hvor jeg engang slet ikke kunne holde ud at være.

Og så er jeg bare dér.

Som at møde en demogorgon - (if you know you know) og alting føles skræmmende og enormt empowering. Alle hårene rejser sig, fordi man er så… i kontakt med sig selv, at alting stivner og intet omkring en eksisterer.

Men jeg har en ambition om, at der skal glimmer på netop dén kerne.

At den lille, sorte – depressive – mørke kerne skal blomstre igen. At livet igen må sætte farver, kærlighed og glimmer på.

Ligesom før.

Før den blev tung. Før den var mørk. Dengang det blot var et lille bankende, uvidende hjertemed en stor aorta,der pumpede blod rundt i min energiske, sunde, glade krop.

Jeg vil udvide kernen.

Bygge noget omkring den – i den.

Måske en familie – en kerne-familie.

Med en god mand.

Med en god kerne.

Så kan vi slå os sammen og bygge et kerne-hus. Bare os to. Og nogle små frø.

Måske det ikke kun handler om tidlige træninger og endorfiner.

Måske det handler om at finde hjem til sig selv?